Da lykken gik i sort

Nicoline er et ønskebarn! Måske mere end det. For os er hun et mirakel. Da vi var ved at opgive håbet om at få børn ad naturlig vej, meldte hun pludselig sin ankomst. Jeg havde en god graviditet, hvor jeg gjorde alt for at bevise for alt og alle, at man sagtens kan være meget aktiv, samtidig med at man er gravid. I mit stille sind begyndte jeg dog at glæde mig til at få en "undskyldning" for at geare ned efter mange år med et meget aktivt arbejds- og fritidsliv. Mens jeg paradoksalt nok i andre øjeblikke forestillede mig alt det, jeg ville gøre med babyen under armen: Starte baby-rytmik op lokalt, arbejde som frivillig medarbejder på et Røde Kors Center, arrangere diverse foredrag og skrive for lokalavisen.

En uheldig start

Nicoline blev født den 23. december 1997. Jeg tror, vi befandt os på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt, og at det var grunden til, at fødslen og tiden derefter blev en meget uheldig oplevelse.
Lillejuleaftensdag var simpelthen ikke den bedste dag at føde. Personalet på fødeklinikken var overbelastet, og jordemoderen meget ukoncentreret. Hun blev ved med at fortælle mig, at hun ikke havde tid til denne her fødsel. Jeg havde ikke haft nogen frygt for selve fødslen - det eneste jeg bare ikke ville beskyldes for, var at være hysterisk. Jeg forsøgte i lang tid at opretholde den positive facade. Men da jordemoderen blev ved med at rende ud og ind af døren, mens jeg lå i presseveer, endte jeg med at råbe: "Nu bliver du her til jeg har født!" Hun blev, men jeg følte, at hun var irriteret over, at jeg ikke lige kunne se at få født, så hun kunne komme videre.
Det blev en meget svær fødsel. Efter to timer i presseveer blev Nicoline forløst af en læge med sugekop. Ved det sprækkedes alt der sprækkes kunne omkring min skede og også ringmusklen omkring endetarmsåbningen. Det har lige siden givet mig mange fysiske komplikationer, og først efter halvandet år fandt en specialist ud af, at jeg var syet forkert sammen. Jeg har stadig mén og må ikke føde naturligt mere.
Men i situationen klarede jeg det hele med en positiv holdning og en frisk bemærkning. Jeg har altid været den dygtige pige, der har klaret mig godt, så selvfølgelig klarede jeg også dette. Jeg tog selvfølgelig også - til min svigerfamilies store beundring - ud og spiste julemiddag juleaften med min nyfødte i liften, stor ble på og stablet op med puder på stolen. Da jeg kom tilbage på hospitalet, styrtblødte jeg p.g.a. anstrengelsen.
Dagene efter blev ikke meget bedre. Personalet på fødeklinikken havde ikke tid til, at man spurgte dem til råds, fordi der kom flere fødsler end beregnet. Børnelægen dukkede aldrig op. Sundhedsplejersken havde juleferie. Nicoline græd meget, når hun altså ikke lige sov. Det viste sig, at hun ikke fik mælk nok, og på min læges formaning blev jeg sat til at amme hver anden time døgnet rundt. En vagtsygeplejerske og vagtsundhedsplejerske tilså os nytåret over.
Det blev startskuddet til denne følelse af at være mislykket som mor. Tænk sig at jeg ikke kunne tyde mit barns signaler, og at jeg ikke havde givet hende mad nok. Omvæltningen ved at have ansvar for sådan et lille menneskebarn forekom mig så følelsesmæssigt overvældende.

Det første år - et mareridt

Set i bagspejlet er jeg helt sikker på, at den uheldige fødsels-oplevelse og komplikationerne, der fulgte i kølvandet, var det, der udløste min efterfødselsreaktion. Problemet var bare, at jeg ikke anede, at jeg havde en sådan. Jeg anede slet ikke, at der var noget der hed sådan.
Jeg havde det bare skidt i et helt år. Jeg var konstant træt og hang kun lige sammen. Jeg havde ikke overskud til noget som helst. Men det betød ikke, at jeg bare sad derhjemme og hang. Nej, for jeg sammenlignede mig med alle de andre nybagte mødre, jeg kendte, og de kunne tilsyneladende klare det hele - og samtidig se godt ud - så det burde jeg selvfølgelig også. Så jeg stadsede afsted med mødregruppen til babysvømning - selv om det føltes som at skulle rejse til månen! Jeg startede min baby-rytmik gruppe op, lavede foredragsrække, lavede al maden selv til barnedåben og stod for al husholdningen derhjemme.
Jeg har altid haft stor selvdisciplin og var mester i at tage mig sammen og få facaden til at skinne. Ingen fattede mistanke - hverken sundhedsplejerske, venner eller familie. Kun min mand og min mor betroede jeg nogle af mine følelser til.
På fotos og video smiler jeg, og Nicoline pludrer, og vi ligner en lykkelig familie. Men disse øjeblikke kan jeg intet huske af. Alt jeg husker fra det første år er Nicolines gråd - især når vi var ude - og den konstante følelse af træthed og af ikke at slå til som mor. (I dag er jeg overbevidst om, at Nicoline reagerede sundt og græd så meget, fordi hun følte sig utryg p.g.a. min usikkerhed, og fordi jeg ikke var følelsesmæssig nærværende.) Først længe efter kunne jeg sætte ord på min oplevelse af den tid, og det var, at jeg følte mig som i en osteklokke - derfra så jeg livet blive levet, uden selv at kunne være deltagende.
Indeni var jeg ulykkelig. Jeg følte absolut ingen glæde over at være nybagt barnemor. Jeg gjorde alle de "rigtige" ydre ting i forhold til Nicoline, men følte ingenting ved det. Jeg græd mig tit i søvn om aftenen og ønskede, at jeg aldrig var blevet mor. Jeg vendte alle bebrejdelser indad mod mig selv. Når sundhedsplejersken påpegede mangler i Nicolines udvikling eller pleje, så følte jeg, hun stemplede mig som en dårlig mor.
At Nicoline græd meget og sov meget dårligt, bebrejdede jeg ikke hende, men tænkte: "Sådan her er det at være mor. Du kan bare ikke klare det. Du skulle aldrig have været blevet mor. Du er simpelthen uegnet til faget!" Men hvem betror man sådanne følelser til, når alle omkring én regner én for at være verdens lykkeligste kvinde: Jeg, der troede vi ikke kunne få børn, har nu fået en dejlig pige, og det sammen med verdens dejligste mand.
Jeg ønskede også at beskytte Nicoline og ville ikke, at andre skulle stemple hende som et "besværligt" barn, så derfor holdt jeg mine "forbudte følelser" for mig selv. Samtidig voksede en angst i mig for, at sundhedsplejersken skulle opdage, hvor skidt jeg i virkeligheden havde det. Jeg frygtede, at hun i så fald ville få mig tvangsindlagt og tage mit barn fra mig.

Fik først hjælp efter to år

På et tidspunkt læste jeg om fødselsdepressioner i "Forældre og børn" og så en kvinde i "Lægens bord" fortælle om sin fødselsdepression, og jeg genkendte nogle af følelserne og symptomerne, men min mand mente ikke, at jeg "var så langt ude".
Da sundhedsplejersken (Nicoline var da ca. 10 mdr.) antydede, at jeg ikke så ud til at have det så godt, overvandt jeg min angst og åbnede en lille flig for, hvordan jeg havde det. Jeg spurgte, om hun troede, jeg havde en fødselsdepression. Hun sagde, at jeg nok var på kanten af en, men at hun hellere ville kalde det en efterfødselsreaktion. Det ord havde jeg aldrig hørt før, og hun forklarede det ikke nærmere. Men jeg tænkte, at det lød ikke til at være så slemt, i al fald noget jeg burde klare selv…
…Og det gjorde jeg så. Jeg kæmpede mig vej igennem - alene. Afslog sundhedsplejerskens tilbud om et evt. besøg af en psykolog, for jeg skulle nok klare mine egne problemer. Efter et år synes jeg da også, jeg øjnede lys for enden af tunnelen. I løbet af det næste år kom jeg rimeligt til kræfter igen. Jeg troede, at nu var mareridtet overstået. Men det skulle vise sig at være småting i forhold til, hvad der skulle komme.
Da Nicoline fyldte to år, begyndte vi at tale om at få barn nummer to. Vores store drøm var nemlig at få to børn lige efter hinanden, så jeg kunne gå hjemme nogle år og passe dem. Jeg havde sagt mit journalistjob op, sat karrieren på stand by for at give Nicoline et par trygge år inden børnehaven.
Men med tanken om barn nummer to vendte frygten for en gentagelse af det første års mareridt tilbage som en boomerang. Jeg faldt i et dybt sort hul. Fik angst, kunne intet overskue og var ubeslutsom og meget sårbar. Jeg tænkte: "Det her kan simpelthen ikke være normalt." Så endnu en gang overvandt jeg min frygt for "systemet" og ringede til min sundhedsplejerske og min læge. Begge mente, jeg havde brug for professionel hjælp. Gennem en familierådgiver, jeg kendte, fik jeg anbefalet en psykoterapeut, som var tilknyttet GAIA-Instituttet.
Det føltes som et stort nederlag for mig at erkende, at jeg havde brug for psykolog-hjælp. Jeg, der altid havde klaret mine egne problemer, og endda haft overskud til at hjælpe andre med deres. Desuden er jeg opvokset med en mistillid til systemet og psykologer, hvilket ikke gjorde det hele lettere. Jeg ville ikke sidde og grave i min barndom. Det var bare lige den der frygt for at få barn nummer to, der skulle løses. Med den indstilling mødte jeg op hos terapeuten. Jeg havde regnet med, at det ville være overstået på et par gange. Desuden levede vi økonomisk for én løn, så vi syntes ikke, vi havde råd til et længerevarende terapiforløb.

Sammenbrud blev til gennembrud

Men det skulle vise sig at blive et langt terapi-forløb, som strak sig over to år. Måske fordi jeg fik hjælp så sent. Efter et par gange og efter at have læst Lisette Rasmussens bog "Når det gør ondt at være mor" gik det nemlig op for mig, hvor slemt jeg rent faktisk havde haft det. At den erkendelse kom samtidig med en flytning, fik hele læsset til at vælte, og jeg røg ned i en rigtig depression.
Jeg var tæt på en indlæggelse, men med min psykoterapeut og min mands støtte, klarede jeg mig igennem et halvt år, hvor jeg helt reelt set intet kunne: Jeg havde angst for at være sammen med andre mennesker og rystede over hele kroppen, hvis der kom nogen på besøg, eller hvis vi skulle ud. Jeg kunne slet ikke magte Nicoline hjemme, så sagsbehandler og sundhedsplejerske blev involveret, og Nicoline fik en børnehaveplads tre måneder før tiden. Jeg havde hukommelsestab, kunne ikke klare at købe ind, lave mad, gøre rent eller bare cykle en tur. Jeg var plaget af sorte tanker, og følte det forfærdeligt at vågne op til en ny dag. Om dagen glædede jeg mig bare til det blev aften, men nætterne var ingen trøst, for jeg kunne ikke falde i søvn for tankemylder. Jeg var altid umådelig træt og ville helst bare ligge under dynen eller sidde alene og stirre ind i en hvid væg. Men med familien omkring mig blev jeg tvunget til at deltage i livet, og selv om det dengang føltes belastende, tror jeg i dag, at det alligevel var godt for mig.
Vi valgte hurtigt at være meget åbne om vores situation, og vores nærmeste venner og familie har været en fantastisk støtte. Min mand - der indtil da havde bestredet et fuldtidsjob og ved siden af et deltidsjob som hjælpepræst - stoppede som hjælpepræst og agerede far og mor, ene forsørger og kunne det meste af tiden være stærk og optimistisk. Selvfølgelig har det været dødhårdt for ham at have en deprimeret kone, og det har været en prøvelse for parforholdet. Jeg har også kæmpet meget med skyld over, at Nicoline fik en så utryg start med en mor, der ikke kunne være det for hende, hun gerne ville.
Min historie er vist et tydeligt eksempel på, at det gælder om at få hjælp med det samme. En fødselsdepression forsvinder ikke bare, og tiden læger ikke alle sår. I dag tør jeg slet ikke tænke på, hvordan det var endt, hvis jeg ikke havde fået hjælp. Selv om det har været utrolig sejt at skulle erkende de dybereliggende årsager til fødselsdepressionen og træde ud af livslange præstations-mønstre, så er terapien alligevel noget af det bedste der er hændt mig - og os som familie. Og selv om vi selv har måttet betale det meste af forløbet, så ser vi i dag sådan på det: At det var af større værdi og vigtighed, end hvad det økonomisk har kostet os.
I dag ser jeg/vi det som en gave, at vi blev standset i vores livs-ræs og fik muligheden for at stifte bekendtskab med nye sider af os selv og hinanden og ændre værdier og livsstil. I dag har vi ikke så travlt og lever meget mere nærværende i nuet og med en taknemmelighed for livets detaljer og det der er os givet.

Dorthe, 34 år
Skrevet i januar 2002