ImageDescription

Hyppigt stillede spørgsmål 

Her er en række af de spørgsmål, som vi jævnligt bliver stillet i GAIA-Instituttet. Besvarelserne henvender sig både til kvinder med efterfødselsreaktioner og deres pårørende samt til fagfolk: læger, sygeplejersker, sundhedsplejersker, jordemødre og terapeuter.
Er der spørgsmål, som du ikke kan finde svar på, og som du mener har relevans for andre, er du meget velkommen til at skrive til instituttet, så sætter vi dit spørgsmål og svar på listen.

Depressioner i graviditeten

Hvilke symptomer optræder ved en efterfødselsreaktion?

Hvor mange får en efterfødselsreaktion?

Hvornår starter en efterfødselsreaktion?

Hvor længe varer den?

Hvem får en efterfødselsreaktion?

Hvorfor sker det?

Hvilke konsekvenser får det for parret?

Hvilke konsekvenser får det for barnet?

Hvad kan jeg selv gøre, hvis jeg har en efterfødselsreaktion?

Hvad kan partneren eller andre pårørende gøre?

Hvad kan de professionelle gøre?

Kommer en efterfødselsreaktion igen ved en ny fødsel?

Går en efterfødselsreaktion over?

Kan fædre få en efterfødselsreaktion?

Hvad er en fødselspsykose?

Hvornår starter en fødselspsykose?

Hvem får en fødselspsykose?

Hvordan behandler man en fødselspsykose?

Forebygelse

Amning og medicin

 

Depressioner i graviditeten

Undersøgelser har vist, at mellem 10 og 16% af gravide kvinder bliver depressive i graviditeten. Mange forskellige udløsende faktorer kan være medvirkende.
Hvis kvinden har en længerevarende depressiv periode, er der risiko for, at hun også bliver depressiv efter fødslen.
Depression i graviditeten kan påvirke barnet direkte og indirekte og kan være en hindring for tilknytningen til det kommende barn. Efter fødslen kan vanskelighederne med tilknytningen fortsætte og senere kan barnet få problemer med selvtillid og evnen til at kunne knytte sig til andre.
Måske er det relevant allerede på dette tidspunkt at få professionel hjælp, som kan være forebyggende for en depressiv reaktion i efterfødselsperioden. Læs mere her.

Hvilke symptomer optræder ved en efterfødselsreaktion?

Lavt stemnigsleje, tristhed – alt er gråt
Grådlabilitet eller ukontrollerbar gråd
Følelse af ikke at være noget værd
Angst eller panikanfald
Selvbebrejdelser eller skyldfølelse
Bekymringer vedrørende eget helbred eller barnets helbred
Mangel på energi – følelse af udkørthed
Langsom tale og langsomme bevægelser – eller det modsatte: nervøsitet eller hyperaktivitet
Tab af interesse i aktiviteter incl. sex
Irritabilitet
Appetitforstyrrelse, overspisning eller for lidt appetit
Nedsat koncentration og beslutningsdygtighed
Søvnforstyrrelse uden at kunne sove selv når baby sover
Forvirrethed og glemsomhed
Følelse af håbløshed og utilstrækkelighed med konstante, negative tanker
Følelsesmæssig uligevægt
Tanker om død og nogle gange selvmord

Hvor mange får en efterfødselsreaktion?

Det ved vi i realiteten ikke - i hvert fald hvad danske kvinder angår. Forskning i udlandet (Norge, Sverige, England, USA) viser, at mellem hver 3. og hver 4. kvinder får en reaktion udover 14 dage .
En af grundene til, at vi ikke ved det er, at det er en skjult lidelse.
Det er det, fordi det anfægter vores myter om moderskab. Moderskabet forventes at være en vidunderlig tid. Hvis den enkelte kvinde ikke oplever tiden efter fødslen som lykkelig, føler hun, at det er hende, der er noget galt med.
En anden grund til at kvinden ikke fortæller om, at hun har det dårligt er, at hun er bange for, at barnet bliver fjernet, hvis det bliver opdaget, hvor slemt hun i virkeligheden har det.

Hvornår starter en efterfødselsreaktion?

En depression kan begynde når som helst i de første dage, uger eller måneder efter fødslen. Det hyppigste er mellem 3 og 6 måneder efter fødslen. Men det kan variere fra dage efter fødslen til op til to år efter. Når det hyppigst er mellem 3 og 6 måneder, hænger det sammen med, at på det tidspunkt begynder ressourcerne at slippe op. Det har måske knebet med nattesøvnen i nogen tid, barnet kan have kolik, eller det hele begynder at køre mere og mere skævt. Nyhedens interesse er gået over, og kvinden efterlyser sit eget gamle jeg.
Hun begynder måske at føle sig mere og mere isoleret, hvilket ofte er meget reelt.
En efterfødselsreaktion starter ikke pludseligt. Den udvikler sig gradvist alt efter, hvor belastende de ydre omstændigheder føles for kvinden.

Hvor længe varer den?

En efterfødselsreaktion kan vare fra 14 dage og op til 2 år. I enkelte undersøgelser nævnes op til 4 år. Jo hurtigere man får hjælp, jo hurtigere kan der komme en bedring.
Den største trøst er vel nok, at det går over. Bedringen sker efterhånden som barnet bliver ældre, og kvinden selv fjerner sig fra de påvirkninger, der kommer af at være tæt på et spædbarn. Efterhånden som det bliver tydeligere at få øje på barnets karakter, bliver det lettere at distancere sig psykisk fra egne problemområder fra denne tidlige udviklingsfase i éns eget liv.
Hvor hurtigt kvinden kommer sig, afhænger af hvad problemet er. Er det ydre faktorer, der skal/kan ændres på (økonomi, isolation, et anstrengt forhold til partneren, egne forældre eller svigerforældre), eller er det problemer i éns egen spædbarnsperiode eller tidlige barndom? Det kan f.eks. være tidligt oplevet ensomhedsfølelse (hvis kvinden tidligt i barndommen har været indlagt på hospital, eller hvis moderen ikke har været i stand til at tage sig af sit barns behov), angst for at dø (hvis man som barn har oplevet noget, der har været livstruende) eller afvisning fra egen mor (fornemmelser af at være uønsket).

Hvem får en efterfødselsreaktion?

Det er vanskeligt at sige ret meget om. Mange undersøgelser peger på to væsentlige faktorer: 1) Hvis kvinden har et dårligt/anstrengt forhold til egen mor eller 2) hvis hun er perfektionistisk med sig selv.
Hvis kvinden har et dårligt forhold til sin mor, kan det vise sig som udsagn: "Jeg vil i hvert fald ikke ligne min mor!" Eller: "Mit barn skal ikke udsættes for det, jeg blev udsat for af min mor". Spædbarnet kommer på en måde til at minde kvinden om ubehagelige oplevelser fra en tidlig fase i hendes eget liv.
Hvis mor/datter-forholdet er anstrengt, kan det være vanskeligt at bruge egen mor som model for den adfærd, kvinden nu skal til at håndtere. Hun kan få en fornemmelse af, at hun skal til at opfinde alting på egen hånd, og det skaber usikkerhed.
Hvis kvinden er perfektionistisk med sig selv og det, hun omgiver sig med, har det sædvanligvis også forbindelse med forholdet til moderen.
Det kan forholde sig sådan, at kvinden i sin opvækst har været over-opmærksom på, hvad der skulle til for at opnå mors (eller fars) kærlighed. Ofte er det sådan, at hun meget tidligt i sit liv har opdaget, at hvis hun var dygtig, gjorde de "rigtige" ting i forhold til, hvad hun fornemmede at mor satte pris på, fik hun i nogen grad opmærksomhed eller kærlighed. Ved således at være særlig opmærksom på andres ønsker, har hun måske glemt, hvad hendes egne behov var. Og ved at blive ved med at gøre ting for andre, opføre sig som hun tror at andre forventer, skruer hun sine egne præstationer op i den evige jagt på kærlighed og accept. Hver gang hun gør det får hun lidt - men sjældent den ægte vare. Det får hende til at blive ved med at præstere. Resultatet kan blive høj uddannelse og materiel velstand. Bivirkningerne kan blive ensomhedsfølelse og lavt selvværd. Kvinder, der før har haft en depression og dem, der har haft alvorlige psykiske problemer før, er ligeledes i risikogruppen. Stressende begivenheder lige op til fødslen kan også være belastende faktorer: hvis kvinden f.eks. har mistet en nær pårørende, hvis der har været/er alvorlig sygdom i familien eller hvis hun er flyttet til en ny by og som følge heraf ikke har nået at få opbygget et socialt netværk. Hvis partneren ikke er støttende, er hun også i risiko.

Hvorfor sker det?

Det er karakteristisk for de fleste forskningsrapporter, at der ikke er klarhed over, hvad årsagen/-erne er. Der er ingen tvivl om, at efterfødselsreaktioner opstår som resultat af flere forskellige indefra og udefra kommende faktorer. Mange forskere er enige om, at det er en kombination af hormonelle, biokemiske, psykosociale og omgivelsesmæssige påvirkninger. For hver enkelt kvinde er kombinationen af faktorer speciel, for ikke to kvinder har samme biologiske struktur eller livsoplevelser. Og hvad er så årsag, og hvad er virkning?
Nogle af de faktorer, som indgår er: tidligere depressioner, familiær disposition for psykisk sygdom, komplikationer ved fødslen, det dramatiske fald i hormonniveauerne efter fødslen, et "vanskeligt" barn, stress, manglende nattesøvn, forkert ernæring, ægteskabelige vanskeligheder og det drastiske rolleskift, der kan være fra udadvendt erhvervsaktiv til hjemmegående husmor.
Nogle kvinder - eller par - vælger at få et barn i håb om at kunne redde et skrantende parforhold. Skuffelse over, at det måske ikke lykkes på denne måde, kan udløse en efterfødselsreaktion.
Manglende følelsesmæssig støtte - f.eks. hvis partneren eller nære pårørende bagatelliserer reaktionerne og beder kvinden om at "tage sig sammen".

Det har således ikke været muligt at påvise en sammenhæng mellem efterfødselsreaktion og mange/få støttepersoner i det sociale netværk, om kvinden er enlig mor, fattig, ung eller relativt "gammel" eller om hun er førstegangsfødende eller ej.

Hvis en kvinde på nogen måde har svagheder på det fysiske, følelsesmæssige eller tankemæssige plan, kan hun være sikker på, at det er akilleshælen efter fødslen. Mange af de svagheder, vi har i vores personlighed, kommer  til udtryk i en stress-situation. Tiden efter fødslen er for nogle mennesker absolut en stress-situation. Kvinder, som kan have tendens til depression før de bliver gravide, kan blive særligt depressive efter fødslen, mens perfektionistiske kvinder kan udvikle tvangsneuroser.
Kvinden kan ikke gøre for, at hun reagerer som hun gør - ligeså lidt som man kan gøre for, at man får en sygdom.

Nogle mener, at det vestlige samfund medvirker til, at der bliver flere efterfødselsreaktioner, fordi fødslerne er blevet hospitaliserede, kvinderne mangler støtten i familien, således at hun ikke bliver aflastet og får tid til at hvile. Andre påpeger, at Hippocrates beskrev depression i forbindelse med fødsler for et par tusind år siden i Grækenland og nye undersøgelser fra Africa viser, at efterfødselsreaktioner er lige så hyppige dér som i den vestlige verden.

Hvilke konsekvenser får det for parret?

Vi har ingen statistikker, som viser, hvor mange par der går fra hinanden som følge af en belastende efterfødselsreaktion, men vi har nogle erfaringer, som peger på, at det er en meget stor belastning for parforholdet, når den ene får alvorlige psykiske problemer.
Flere af vores klienter har været på kanten af skilsmisse, en del er blevet skilt eller flyttet hver til sit for en periode. Det er også lykkedes at få parforhold til at udvikle sig, således at der er kommet ny forståelse og nye måder at håndtere problemer på.

 

Hvilke konsekvenser får det for barnet?

En deprimeret mor føler ikke altid særlig meget for sit barn og føler sig skyldig over ikke at have flere følelser. Mange af de kvinder, der misbruger børn eller er voldelige overfor dem, har været depressive i efterfødselsforløbet. Børn af depressive mødre er i risiko for at få forskellige problemer, f.eks. følelsesmæssige forstyrrelser, adfærdsforstyrrelser, hyperaktivitet og indlæringsvanskeligheder. Specielt drengebørn kan være udsatte.

Hvad kan jeg selv gøre, hvis jeg har en efterfødselsreaktion?

Det er meget almindeligt, at lade være med at søge hjælp. Det kræver energi at sige disse ting højt, og det kan være svært at sætte sig ud over, hvad andre tænker. Ofte føler kvinden skyld, fordi hun mener, at det forventes af hende, at hun er lykkelig.

Selvom det synes som en selvfølge at sige det, er ordentlig kost og motion vigtige elementer for det psykiske velbefindende. Tving dig selv til at komme lidt ud hver dag. Du er din egen arbejdsgiver nu, det er  dig, der skal bestemme, hvad din dag skal indeholde - udover, hvad dit barn bestemmer for dig.

Hvis du føler dig deprimeret i en uge eller mere efter fødslen, er der nogle ting, du kan gøre for at tage vare på dig selv og dit barn gennem denne sårbare periode.
For det første: Hvile er vigtig. Du behøver ikke hænge dig i, at du ikke får sovet 8 timer i træk hver nat. Hvile, hvor du bare foretager dig ingenting og forsøger at lade være med at tænke, er ligeså godt som søvn. Forsøg at småsove, når dit barn sover. Hvis det er muligt, så lad din partner hjælpe med det praktiske omkring amningen om natten.
Lad være med at gøre alt selv. Bed om hjælp af familie og venner - især hvis du i forvejen har børn.
Det er også vigtigt, at du plejer dig selv. Gå i bad og gør lidt ud af dit udseende hver dag. Det er også vigtigt, at du kommer lidt ud af huset eller lejligheden hver dag. Gå en tur, besøg en veninde, udveksle erfaringer med andre mødre. Og sørg for at du får noget tid alene med din partner. Fortæl ham, hvordan du har det. Tal med andre, du har tillid til. Ofte giver det en umiddelbar lettelse at tale om, hvad der foregår indeni, og at give udtryk for de følelser, der presser på.
Tristhed, som ikke forsvinder efter et par uger, kan være tegn på en mere alvorlig depression. Hvis dine følelser ikke ændrer sig efter et par uger og begynder at påvirke dine daglige gøremål, så kontakt en professionel (din sundhedsplejerske eller læge). Der er ikke nogen grund til at have det dårligt, eller at lide i stilhed, når der er hjælp at få. At bede om og modtage hjælp er et vigtigt trin imod helbredelse. Fortæl vedkommende om dine følelser, også din bekymring eller frygt i forhold til barnet. Din læge kan måske anbefale en terapeut, eller du kan selv opsøge én. Terapeuten kan hjælpe dig med at få afklaret problemerne, give dig følelsesmæssig støtte og genopbygge dine ressourcer.
Nogle gange kan det være nødvendigt med medicin. Hvis du ammer dit barn, skal du rådføre dig med din læge m.h.t. bivirkninger ved medicinering.

Se også i menuen til venstre i rubrikken: Hjælp-til-selvhjælp.

Hvad kan partneren eller andre pårørende gøre?

Som partner kan du fortælle, at en efterfødselsreaktion går over.
Forsøg at lade være med at tage hendes kritiske udladninger personligt. Lyt og forsøg ikke at diskutere, hvis hun er oprevet.
Det er hårdt og frustrerende at skulle lægge ryg til hendes holdninger og adfærd, men forsøg at rette din vrede mod situationen og hendes følelsesmæssige ubalance og ikke mod hendes person. Hun gør det bedste, hun kan i sin nuværende fysiske og følelsesmæssige tilstand.
Hjælp med de praktiske ting omkring pasningen af barnet - også om natten - og også selvom du skal på arbejde næste dag. Der kan også være hårdt brug for din hjælp med både rengøring og barnepasning.

Partnere, pårørende og venner til en kvinde med en efterfødselsreaktion føler sig ofte forvirrede og hjælpeløse. Imidlertid er deres støtte af vital betydning for en hurtig helbredelse. Opmuntring, tålmodighed og overbærenhed kan være mere effektiv end en medicinsk behandling.
Tænk også på dine egne behov. Pårørende har nogle gange også brug for støtte og vejledning.

Hvad kan de professionelle gøre?

Selv i de mest belastende situationer, kan kvinden sædvanligvis komme sig fuldstændig indenfor nogle måneder, hvis hun får professionel behandling og tilstrækkelig støtte af sin nærmeste familie.
Behandling af efterfødselsreaktioner kan være forskellig alt efter hvor alvorlige symptomerne er. Samtlige symptomer fra de milde til de mest alvorlige er forbigående og til at behandle af uddannede terapeuter og støtte fra omgivelserne.

Kvinder med mere alvorlige symptomer kan føle sig skamfulde og derfor lade være med at søge hjælp fordi de frygter, at de ikke er "normale" og vil blive stemplet som dårlige mødre. Individuel psykoterapi, familieterapi, afspænding, og evt. medicinsk behandling og vejledning i håndtering af barnet kan være muligheder. Specialgrupper for kvinder med psykiske problemer i relation til fødslen er især at anbefale, da samværet med andre "i samme båd" kan hindre isolationen og afdramatiserer problemerne.

Terapien bør tage udgangspunkt i kvindens nuværende situation. Det er vigtigt at opstille realistiske mål og give følelsesmæssig støtte, og det er vigtigt at få genopbygget kvindens selvtillid og styrke. Focus bør være på, hvordan kvinden føler sig som mor, hvordan hun forholder sig til sit barn, og hvordan hendes tilstand påvirker hendes forhold til partneren og den nærmeste familie. Terapien må tage udgangspunkt i kvindens symptomer, problemområder og handlingsstrategier.
Kvinder med angstreaktioner kan have glæde af at lære at håndtere stress-faktorer og lære afspændingsteknikker, mens andre har brug for at lære at sige fra og sætte grænser overfor venner, partneren og andre familiemedlemmer.
Det kan være meget relevant at tilbyde parterapi, hvis problemerne opstår i denne relation. Kvindens forhold til sin partner ser ud til at være et centralt område, som er medbestemmende for, om hendes balance genvindes hurtigt eller langsomt.
Udover terapi kan nogle kvinder med depression have brug for antidepressiv medicin i en periode.
Tilstanden kan også blive så belastende, at der er brug for indlæggelse på hospital.

I GAIA-Instituttet har vi gode erfaringer med terapigrupper for kvinder med efterfødselsreaktioner, hvor der er mulighed for at mødes med andre i samme situation, og hvor man kan dele erfaringer og få bearbejdet forskellige problemstillinger.
Det, som mange kvinder har givet udtryk for, at de lærer - enten gennem individuel terapi eller i grupperne - er, at de bliver mere tilgivende overfor sig selv, mere fleksible og bedre i stand til at nyde barnet, og det kaotiske i at have et barn. Alt afhængigt af hvordan man hjælper kvinden og hendes familie, har begivenhederne betydning for resten af hendes liv.

Kommer en efterfødselsreaktion igen ved en ny fødsel?

Ubearbejdet er der ca. 50% risiko for, at en ny episode vil dukke op ved en efterfølgende fødsel.
I de få tilfælde, vi kender til gennem vores arbejde i GAIA-Instituttet, hvor en kvinde har haft en kraftig reaktion ved første fødsel, hvilket har fået hende til at gå i terapi, og som er blevet gravid igen, er der ikke efterfølgende kommet uoverkommelige reaktioner.
Under alle omstændigheder er det godt at være forberedt. Det vigtigste er at huske på, hvad der hjalp sidste gang. Hvis du har haft en alvorlig reaktion, og det har været nødvendigt med medicin, er det værd at overveje at starte på medicin igen, så snart tegnene viser sig igen.

Start forebyggelsen så snart du bliver gravid: kontakt din tidligere terapeut, fortæl din læge om dine bekymringer. Fortæl din partner, hvad der bekymrer dig mest, og hvordan han kan hjælpe. Sørg for at være i god fysisk balance: spis sundt, hvil dig så meget du kan, få motion. Husk, at hvad du end gør for at forberede dig, kan du alligevel få en efterfødselsreaktion - eller du undgår det. Det bedste du kan gøre, er at sørge for at have ressourcerne bygget op og at have så mange informationer som muligt.

Går en efterfødselsreaktion over?

Ja, men det kan tage sin tid. Især hvis man ikke får nogen hjælp. Men den går over. Det plejer at lette, når barnet bliver lidt større - dvs. 2 - 3 år. Eller når moderen mere tydeligt får en fornemmelse af, at barnet har sin egen karakter. Efterhånden som barnet bliver ældre, fjerner man sig fra den periode, som var sårbar i éns eget udviklingsforløb.

Kan fædre få en efterfødselsreaktion?

Ca. hver 8. far får en efterfødselsreaktion. De oplever ofte, at der kommer uventede fysiske og følelsesmæssige udfordringer ved at få et barn. Selvom manden ikke har følt graviditeten på sin krop, oplever han også en form for udmattelse i de skift, der er i de daglige rutiner, afbrudt søvn, øget økonomisk ansvarlighed og bekymring over sin partners følelsesmæssige og fysiske behov. Både fædre og mødre kan føle sig skyldige og skuffede, hvis de ikke fuldt ud er i stand til at nyde denne periode.

Hvad er en fødselspsykose?

Én ud af 500 - 1.000 fødende får en psykose. Sædvanligvis viser den sig indenfor de første tre uger efter fødslen. Også mænd kan blive psykotiske i forbindelse med, at de bliver forældre.
Psykosen ændrer hele personligheden, dvs. man er ikke selv i stand til at tage vare på barnet.
Tilstanden er præget af tankeforstyrrelser, forvirring, mani eller alvorlig depression. Vrangforestillingerne handler ofte om barnet: moderen kan tro, at barnet er dødt eller et djævlebarn, eller frelseren på en guddommelig mission. Selvmordsforsøg eller drabsforsøg på barnet kan forekomme, men er yderst sjældne. Det mest almindelige er, at moderen trækker sig væk fra barnet, fordi hun er bange for at komme til at skade det.
En psykotisk tilstand er meget alvorlig og bør behandles straks. Helbredelse kan ske relativt hurtigt (i løbet af 6 uger), men der kan også gå lang tid (et år).
Årsagerne til fødselspsykoser menes at være de samme som for psykoser generelt. Kvinder med fødselspsykoser har ofte familiær disposition.
Næsten 50% af de kvinder, der har haft en fødselspsykose får en psykose senere i livet relateret til andre begivenheder.

Hvornår starter en fødselspsykose?

Psykosen kan komme som et lyn fra en klar himmel. Den opstår hyppigst indenfor de første døgn, men den kan i visse tilfælde opstå indenfor det første halve år efter fødslen.

Hvem får en fødselspsykose?

Psykoserne rammer oftest førstegangsfødende.

Hvordan behandler man en fødselspsykose?

Indlægelse af en psykotisk mor medfører nogle specifikke problemer i forhold til barnet. Sædvanligvis adskilles moderen fra barnet af klare grunde: moderen kan gøre vold på barnet, eller samværet med hende kan være til skade for barnet. Et barn bør ikke være i en atmosfære, som er på en psykiatrisk afdeling. Barnet kan blive skadet af andre indlagte. Ofte er personalet heller ikke uddannet til at varetage spædbarnets behov. Der er brug for specielle afdelinger til at varetage disse opgaver - afdelinger, hvor moderen kan få vejledning i at klare opgaverne med barnet, og hvor hun langsomt kan få opbygget sin selvtillid i forhold til de nye opgaver. Ved at se andre håndtere barnet, kan hun lære af dem, hvordan man praktisk gør.

Forebyggelse

Det er vanskeligt at forebygge efterfødselsreaktioner, da disse reaktioner er så svære at forudsige. Men de nye mødre kan få at vide, at der er noget, der hedder "tudetur" og psykisk ubalanceat, at det er kendt og almindeligt, og at den går over.
På samme måde, som forældrene forberedes til den fysiske oplevelse i forbindelse med fødslen, bør de forberedes på de sociale og følelsesmæssige ændringer, som sker, når de kommer hjem med barnet.
Undgå store livsændringer i denne periode. Karriereskift og/eller, at flytte til en ny bolig, er stressende.

Amning og medicin

Når man ammer skal man generelt kun tage den medicin, som er absolut nødvendig. Du bør rådføre dig med din læge med hensyn til, om den medicin du evt. er i behandling med, er skadelig for barnet og derfor skal skiftes ud med noget andet. Det er bedst at indtage medicinen under amningen eller lige efter. Hvis du kan nøjes med at tage medicinen én gang om dagen, så gør det lige inden barnets længste soveperiode. Så er koncentrationen i mælken lavest, når barnet skal ammes næste gang.
Hold øje med symptomer hos barnet. Er barnet sløvt eller uroligt, har det hård eller tynd mave, er det dårligt til at sutte? Hvis der opstår ændringer, så spørg lægen.
Almindelige smerestillende præparater kan bruges i ammeperioden. Undgå dog store mængder acetylsalicylsyre, som kan give blødninger og andre bivirkninger hos barnet.