Et ønsket barn - en uventet reaktion

Beretning fra Forældre & Fødsel 2-3/98.

Anonym: Da jeg fødte min datter Sofie i maj 96, var det den lykkeligste dag i mit liv - da hun endelig var ude. Sofie er et ønskebarn. Det hele var planlagt, vi var færdige med at læse begge to, havde hus, var blevet gift - helt efter bogen... Jeg blev gravid og glædede mig til at hygge mig med maven. Jeg havde store forventninger til graviditeten, til fødsel og moderskabet/forældreskabet.

Der var imidlertid ikke meget, der fulgte mine forventinger. Graviditeten var ingen "dans på roser". Jeg fik ret hurtigt ondt i bækken og ryg, og måtte sygemeldes. Jeg gik hjemme 5 mdr. af graviditeten, og savnede mit arbejde som pædagog i en vuggestue. Tiden gik og fødslen stod for døren. Otte dage over tiden fødte jeg Sofie, efter tre dage med veer, grønt fostervand og ve-drop.
Det var rædsomt - slet ikke den fødsel i vand jeg havde håbet - men hun var vidunderlig syntes jeg - i hvert fald de første 14 dage. Derefter fik Sofie kolik, og skreg to til tre timer - hver aften, i mere end tre måneder.
Herefter begyndte det lidt kaotiske inde i mig, men der skulle komme til at gå mange måneder før jeg fandt ud af, at jeg faktisk havde en efterfødselsreaktion.

Panik og tristhed.

Jeg husker, at jeg snakkede med sundhedsplejersken (som jeg var meget glad for), da Sofie var ca. tre mdr. Jeg spurgte hende, om hun troede at jeg kunne have en fødselsdepression men det troede hun nu ikke. Jeg følte mig trist, men kun en gang imellem. Jeg tror dog, at det er helt naturligt at være trist indimellem, da det jo er en stor omvæltning at blive mor - og far.
Jeg skulle simpelthen bare have noget at tage mig til, ellers blev jeg trist. Det kunne være at skulle i mødregruppe, en indkøbstur - bare et eller andet, ellers gik jeg helt i panik. Dette var noget helt nyt for mig.

Humørsvingninger og hovedpine.

Jeg følte en stærk tilknytning til Sofie, men blev bange for de vrede følelser, jeg kunne have over for hende, hvis hun ville ammes hele natten, eller græd meget. Tiden gik og mit humør svingede meget. Der skulle ingenting gå galt før jeg følte, at min verden væltede. Sofies far blev af og til forskrækket over min reaktion, men jeg afviste at der var noget alvorligt galt.
Hen ad foråret - Sofie er da ca. 10-11 mdr. - begynder jeg at få utrolig meget hovedpine. Jeg var også begyndt at have svært ved at beslutte mig. Selv små beslutninger var svære at tage. F.eks. skulle jeg købe den bluse eller den bluse. Det endte næsten altid med at jeg slet intet fik købt fordi jeg ikke kunne bestemme mig!
Den dag hvor jeg for alvor blev bange, var på en af vores utallige indkøbsture. På ca. et sekund fik jeg hovedpine, nærmest som migræne, og jeg begyndte at græde uden overhovedet at vide hvorfor. I samme periode var jeg bare så træt. Vi var endelig begyndt at sove rigtigt godt om natten, 8-9 timer uden at blive vækket. Jeg havde ikke noget fysisk at blive træt af.

Kontakt med lægen.

Nu bestilte jeg en tid hos lægen. Den hovedpine kunne jeg ikke leve med. Jeg måtte da fejle et eller andet fysisk. Han målte mit blodtryk osv. og spurgte ind til hvordan jeg ellers havde det, og så græd jeg ellers igen. Han mente, at det var en let fødselsdepression. Chok! Det var som at få et helt svømmebad koldt vand i hovedet. Min læge syntes, at jeg skulle have medicin for det. Han mente, at så ville jeg få det godt igen efter ca. 14 dage. Mit indre var fuldstændig i kaos. Jeg var grebet af panik indvendig og afviste at skulle have medicin, da jeg hellere ville tale med en psykolog. Jeg fik et par navne som min læge anbefalede. Samtidig sagde han, at hvis jeg fortrød det der med medicinen, så skulle jeg bare sige til.

Deprimerende ventetid.

Jeg for hjem og ringede til psykologen. Der var to en halv måneds ventetid, og så var jeg endda heldig - det kunne have været meget værre. Det føltes som to et halvt år for mig. Jeg tænkte "Det kan ikke passe at vores system hellere vil have, at man tager medicin for en let fødselsdepression, hvor man dog fungerer nogenlunde normalt, fremfor at tale med en psykolog".
Jeg ringede til psykiatrisk skadestue i Odense, og forklarede dem situationen. Hende jeg talte med var forstående og ked af at sige det, men hos dem var der altså mere end et års ventetid. Mine følelser var ubeskrivelige. Det føltes helt forkert for mig at skulle tage medicin. Jeg havde brug for nogle at tale med i stedet. Jeg var sikker på, at det var det der skulle hjælpe mig.
Men to en halv måned var alt for længe at vente. Det var så fristende at tage medicin, for så ville alt blive i orden - sagde lægen. Jeg troede ham nu ikke. Jeg er uddannet socialpædagog og vidste godt lidt om hvad en fødselsdepression er. Men når jeg læste i bøger om fødselsdepressioner, følte jeg slet ikke, at jeg havde det så slemt som i alle de beretninger. Jeg havde f.eks. ingen selvmordstanker, og var heller ikke bange for at komme til at skade mit barn. Medicinen føltes for mig som at skulle lægge låg må nogle følelser inden i.

At tage sagen i egen hånd.

Jeg måtte finde ud af hvad der foregik inden i mig. Heldigvis var jeg medlem af "Forældre og Fødsel". Her kunne jeg huske at have set noget om GAIA-Instituttet, der har noget at gøre med efterfødselsreaktioner. Dem ringede jeg til med det samme og snakkede med Kirsten Lindved. Hun fortalte mig, at der er en terapeut her i Odense som hun arbejder sammen med. Jeg ringede straks til ham, og der skete det vidunderlige, at han havde et afbud samme eftermiddag. Min lettelse var helt ubeskrivelig. Nu havde jeg brugt et par dage på at indstille mig på, at der nok kom til at gå lang tid før jeg kunne tale med én der vidste noget om fødselsdepressioner/efterfødselsreaktioner, og så kunne det pludselig ske samme dag.

En hård men givende proces.

Det har været utrolig lærerigt at gå hos terapeuten, men også meget hårdt, da der er blevet rodet en del i min så ellers trygge barndom, og mit liv i det hele taget. Men allerede den første gang mærkede jeg, at alle de kaotiske tanker og følelser begyndte at finde sig en plads. Det at få en konkret forklaring på hvad der skete med mine følelser da jeg blev mor, gennemgik en rædsom fødsel osv. og i det hele taget det at finde ud af, at jeg egentlig er helt normal og ikke var ved at blive skør, det var så dejligt.
Min mand var også utrolig lettet over at få forklaringer, så han lettere kunne forstå hvad der foregik inde i mig. Heldigvis har min mand altid forsøgt alt hvad han kunne for at hjælpe og støtte mig. Han var med hos terapeuten efter nogle gange, så han bedre kunne følge med i det der skete med mig.
Jeg var hos terapeuten 7-8 gange, og følte helt naturligt, at jeg på daværende tidspunkt ikke havde mere at arbejde med. Nu efter halvandet år føler jeg mig ret afklaret omkring det der er sket, og ved at jeg kan kontakte terapeuten hvis jeg får brug for det igen.

Medicin kontra psykolog?

Jeg har haft en del overvejelser omkring efterfødselsreaktioner/depression efter jeg selv har prøvet det. Jeg har mødt flere kvinder, der har sagt, at de troede man skulle have det meget værre end jeg fortalte, for sådan havde de da også haft det, eller havde det nu. De samme tanker havde jeg jo selv haft, og var også dybt rystet dengang min læge kaldte det en fødselsdepression. I dag mener jeg stadig, at jeg vil kalde det jeg oplevede for en reaktion og ikke en depression, men det er måske bare ordkløveri? Jeg føler dog stadig at det ville have været meget forkert hvis jeg havde brugt medicinen. Medicin kan være rigtig for mange mennesker, men jeg synes der burde være et ligeligt valg mellem medicin og samtale. Man kunne eventuelt forsøge med samtale først eller kombinere det. I dag forstår jeg slet ikke hvorfra styrken kom da jeg sagde nej til medicinen. Måske bunder den i min uddannelse, hvorfra jeg kender lidt til psykologers/terapeuters arbejde. Jeg forstår inderligt godt alle dem der ikke kan vente måneder på at tale med en professionel behandler. Egentlig mener jeg, at der for mange kvinder ikke er et reelt valg. Heldigvis findes der steder som GAIA-Instituttet, og her tror jeg mange vil kunne finde hjælp.

Forfatteren har valgt at være anonym.